Privat pasning i Skævinge

Mere info

Her finder I praktisk information om hverdagen i Baunehulen – vores åbningstider, daglige rytme og de vigtigste forhold omkring privat børnepasning.

Børn på tur i naturen med BaunehulenBørn på udflugt med BaunehulenLeg og aktivitet i Baunehulen

Åbningstider

Mandag-torsdag 6.30-16.15 og fredag 6.30-16.00. Er der et andet behov en dag, så finder vi ud af det.

Vi har fast lukket i weekender og på helligdage, inkl. 5. juni. Vi har også altid lukket fra d. 23. december til 2. januar, begge dage inklusiv. Og 3 uger i sommerferien.

Opsigelse / udmeldelse

Som udgangspunkt har barnet en plads her til den måned han/hun fylder 3 år. Men siger I barnet op før det, så har I 1 løbende måned + 2 måneders opsigelse. Hvis I fx opsiger pladsen 23. juli, så skal I betale for hele august og september måned, og jeres barn har så sidste dag den sidste hverdag i september.

Opsigelsen skal ske skriftligt via sms eller mail til baunehulen@gmail.com. Opsigelsen er først anerkendt, når vi har svaret retur.

Vi kan opsige barnet pr. dags dato, hvis indbetaling ikke er sket senest den 3. i måneden.

Husk de nye regler er, at man først er garanteret en plads i kommunal børnehave måneden efter dit barn bliver 3 år (eks. bliver dit barn 3 år i juli, så er der først mulighed for kommunal børnehave 1. august).

Dagligdagen

Vi åbner tidligt, og det er muligt for børnene at få morgenmad, indtil kl. 7.30.

Alle børn skal gerne være kommet kl. 9.00, hvor vi samles til formiddagsmad og hygge.

Indtil kl. 11 tager vi på ture, besøger andre private pasningsordninger, leger her hjemme, går i gymnastiksalen og meget andet.

Kl. 11.15 spiser vi frokost, som normalt består af rugbrød og grønt. Engang imellem får vi varm mad.

Kl. 11.30 bliver alle børn puttet til hvil.

Kl. 14.15 spiser vi eftermiddagsmad, som normalt består af ristede boller eller brød, frugt og en afslutningssnack/kiks.

Medicin / sygdom

Har Jeres barn astmatisk bronkitis og skal have maske, så giver vi selvfølgelig dette, efter aftale med Jer. Vi må ikke modtage børn der har fået smertestillende hjemmefra, uanset årsag. Vi følger Sundhedsstyrelsens regler i forhold til sygdomme. Hvis barnet har brug for at faste inden en undersøgelse eller operation, så skal barnet holdes hjemme.

Samtykke og underskrift

Ved indmeldelse skriver I forældre under på, om barnet må være med på billeder til Facebook og hjemmesiden her, eller ej. Ja eller nej. Vi bruger vores Facebook-side Baunehulen for at vise de sjove ting, vi har lavet/oplevet på nogle dage, og som information til nye kommende familier.

I skal også skrive under på, om vi må køre i bil med Jeres barn. Bilkørsel bruger vi til at besøge andre private passere, hvor vi hverken kan gå eller tage offentlig transport. Zoologisk Have er også i bil.

Tryg privat børnepasning tæt på Hillerød, Halsnæs og Frederikssund

Baunehulen er en privat pasningsordning i Skævinge. Her er fokus på en tryg og genkendelig hverdag for små børn i alderen 0-3 år. Placeringen gør ordningen relevant for familier fra blandt andet Hillerød, Halsnæs og Frederikssund.